Coop afslører stor nyhed

11/11/2021 09:45

|

Christina Hansen

Foto: Coop

Mest læste i dag

For at sikre dagligvarebutikker i de mindre samfund, tester Coop nu en nærbutik, som er åben for medlemmerne efter lukketid.

Medlemmerne er Coop kan nu besøge Dagli´Brugsen i Sengeløse uden for normal åbningstid og selv købe ind af stort set alle dagligvarer i den ubemandede butik.

Butikken er normalt bemandet og åbent fra 7-21, og i testen ubemandet fra 5-7 og igen fra 21-22.  Men på sigt vil det være muligt at holde butikken åbent for medlemmerne i alle de timer, hvor den normalt er lukket.

”I 1949 åbnede vi Danmarks første selvbetjeningsbutik. I begyndelsen var kunderne, der var vant til at blive betjent af medarbejdere bag en disk, skeptiske. Det vil man nok også være her. Men den nye teknologi vil være med til at gøre hverdagen nemmere for mange forbrugere i fremtiden,” siger Coops adm. direktør Kræn Østergård Nielsen.

”I Dagli´Brugsens nye strategi er et centralt element, at vi skal bidrage til, at lokalsamfundet er et godt sted at bo. Denne nye digitale mulighed er en af måderne,” siger kædedirektør Maria Beck-Tange, Dagli´Brugsen.

”Vi har mange butikker i Dagli´Brugsen, der ligger i mange lokalsamfund med langt til nærmeste anden indkøbsmulighed. Med denne model kan medlemmerne lige smutte forbi butikken og hente mælk, pålæg og andre fornødenheder, som de står og mangler efter lukketid eller tidligt om morgenen, før vi normalt ville åbne.

Det store perspektiv i løsningen er dog, at det kan give butikker ekstra omsætning uden ekstra omkostninger. Det kan være med til at sikre overlevelse for mange butikker, som er en livsnerve i mange lokalsamfund,” siger Maria Beck-Tange.