Brand i testcenter: Politi efterlyser vidner

15/02/2022 11:33

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock

Mest læste i dag

Natten til tirsdag klokken 02.13 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i to affaldscontainere, der stod op ad facaden ved et testcenter på Vestergade i Auning.

Da patruljen ankom til stedet, havde ilden spredt sig til taget og indgangspartiet.

Kort efter ankom brandvæsnet og påbegyndte slukningsarbejdet, og ilden nåede ikke at sprede sig yderligere.

Ilden havde dog fået fat i et elskab, der udbrændte, hvilket betød at strømmen var væk i en stor del af byen.

Klokken 02.34 var branden slukket, men det har endnu ikke været muligt for politiet at lave brandundersøgelser på stedet – det vil ske i løbet af tirsdagen.

Derfor kendes årsagen til branden heller ikke endnu, men politiet har en formodning om, at den kan være påsat.

Der er dog umiddelbart ikke noget, der tyder på, at hensigten har været at sætte ild til selve testcenteret.

Et vidne så en ung mand løbe hurtigt væk fra stedet, og politiet hører derfor gerne fra andre, der kan have set nogen personer ved testcenteret umiddelbart før eller efter branden brød ud.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.