Biltyv flygter fra politiet med 4-årig datter på bagsædet og kører galt

Lukas Jepsen — 14. dec 2020 14:59
Foto: Shutterstock.com

En 32-årig mand forsøgte at flygte fra politiet i en bil med stjålne nummerplader og en fireårig datter på bagsædet.

Det kan man læse i Midt- og Vestsjællands Politi døgnrapport.

Færdselspolitiet forsøgte at stoppe bilen til rutinemæssig kontrol, men det var den 32-årige mand ikke interesseret i. I stedet satte manden farten op, og satte derved gang i en biljagt, der skulle vise sig at blive forholdsvis kort.

Fem kilometers flugt i høj fart

Ifølge politiet foregik flugtforsøget i langt højere hastighed end det tilladte på den givne vej, men efter fem kilometer blev farten måske for høj for den 32-årige. Han mistede kontrol med køretøjet og bilen endte på en mark.

Heldigvis var både den 32-årige mand og den fireårige datter uskadte efter uheldet.

Politiet anholdt i samme øjeblik manden, der nu har fået taget en blodprøve, da politiet mistænker ham for at have kørt påvirket.

En række sigtelser

Derudover havde manden mistet retten til at køre bil tidligere, og kørte med stjålne nummerplader.

Ydermere kunne manden ikke i tilstrækkelig grad redegøre for bilens ejerforhold, derfor undersøgte politiet bilen nærmere, og det resulterede i en sigtelse af uberettiget brug af bilen.

Den 32-årige mand blev efter afhøring løsladt, men politiet har skrevet en socialrapport til de sociale myndigheder, med henblik på den fireårige datters tarv.

RELATEREDE ARTIKLER

Følg Senest.dk

Partnere

Seneste nyheder