Bedrageri mod sygehus: Ansat bedrager for over 2 millioner kroner

04/10/2021 13:12

|

Christina Hansen

Foto: Politi

Mest læste i dag


Tirsdag den 5. oktober starter en retssag mod to mænd på henholdsvis 52 år og 54 år, der begge står tiltalt for 4 bedrageriforhold, begået mod Sygehus Lillebælt i perioden fra november 2015 til september 2019.

De to mænd står tiltalt for i denne periode at have bedraget Sygehus Lillebælt for i alt 2.098.222 kr. 

De nægter sig begge skyldige, og retssagen er berammet som en domsmandssag ved Retten i Kolding.

Retssagen forventes at strække sig over fire dage: den 5., 13., 14., og 15 oktober 2021.  

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 52-årige fra Lejre Kommune og den 54-årige fra København har bedraget Sygehus Lillebælt ved gennem deres firma at have modtaget betaling for fragt og levering af varer, som aldrig er blevet leveret og modtaget på sygehuset.

Bedrageriet skulle være foregået i forening og efter forudgående aftale med en tidligere indkøbschef på Sygehus Lillebælt.

Indkøbschefen blev dømt i sagen, da han den 31. maj 2021 aflagde fuld tilståelse for at have begået bedrageri for 2.098.222 kr. mod Sygehus Lillebælt.

Han modtog samme dag sin dom på et år og ni måneders fængsel, hvoraf 1 år og 6 måneder blev gjort betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste.

Der forventes domsafsigelse i sagen den 15. oktober 2021.