To mænd dømt i bedragerisag

En 52-årig mand og 54-årig mand er i dag blevet idømt fængselsstraf for at have begået 4 bedrageriforhold mod Sygehus Lillebælt for i alt 2.098.222 kr.

Retten i Kolding idømte de to mænd 1 år og 9 måneders fængsel hvoraf 3 måneder skal afsones.

Resten er gjort betinget med vilkår om udførelse af 250 timers samfundstjeneste. De nu dømte nægtede sig skyldige, og det er uvist om de modtog dommen.

De to mænd blev dømt for at have bedraget Sygehus Lillebælt i en periode fra november 2015 til september 2019.

Bedrageriet foregik gennem deres firma, hvorigennem de modtog betaling for fragt og levering af varer, som aldrig blev leveret og modtaget på sygehuset.

Bedrageriet blev begået i forening og efter forudgående aftale med en tidligere indkøbschef hos Sygehus Lillebælt. Den tidligere indkøbschef blev den 31. maj 2021 idømt et år og ni måneders fængsel i sagen, da han ved Retten i Kolding tilstod at have begået bedrageri for 2.098.222 kr. mod Sygehus Lillebælt.