'Bankmænd' på spil igen

21/10/2021 13:26

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Onsdag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en mand, der oplyste, at hans svigermor tidligere på dagen var blevet udsat for et desværre lidt for velkendt svindelnummer.

Den 83-årige kvinde fra Risskov var ved 15-tiden blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være ansat i hendes bank. Manden havde oplyst kvinden om, at hendes konto var blevet hacket, og at han derfor ville sende en medarbejder hjem til hende for at hjælpe.

Kort tid efter var en anden mand dukket op på kvindens adresse og havde fået hende til at udlevere både dankort og NemID-oplysninger. Manden havde overtalt kvinden til ikke at ringe til nogen, og der var derfor gået nogle timer, før hendes svigersøn var blevet opmærksom på, hvad der var sket.

I mellemtiden havde gerningsmændene haft held til at overføre større pengebeløb fra kvindens konto, ligesom der også var blevet hævet et større kontantbeløb fra en pengeautomat.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket flere sager med samme fremgangsmåde som ovenstående, og opfordrer i den forbindelse alle, der har været udsat for noget lignende, eller forsøg herpå, om at anmelde det til politiet.

Svindlerne går ofte målrettet efter ældre personer, hvorfor politiet også opfordrer børn eller børnebørn til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer og advare dem om denne fremgangsmåde samt vejlede i, hvordan man kan undgå at blive snydt.