Juleaften står for døren med pyntede hjem, gaver og julemad.

Men aftenen er ikke kun forbundet med den rene idyl.

Antallet af indbrud er højt sammenlignet med andre aftener på året.

Julen er hjerternes fest, men desværre også en fest, hvor indbrudstyvene har for vane at kigge forbi, når mange danskere forlader hjemmet for at besøge familie og nære venner.

For at undgå indbrud er det vigtigt at man har sikkerheden i top og får det til at ligne, at der er nogen hjemme.

Erhvervsorganisation har her listet fem konkrete tips til at undgå ubudne gæster juleaften.

1. Tjek vindue og døre

Døre og vinduer er indbrudstyvens fortrukne indgange under et tyveri. Forholdsvis nye døre og vinduer gør det svært for tyven at trænge ind. Har du ældre vinduer og døre, kan de nemt opgraderes med nye lister, beslag, indvendige låse eller suppleringslåse.

2. Lås skur og garage

Sørg for at låse skuret eller garagen af, hvis du har noget værdifuldt derinde. Har du værktøj hængende, er det mindst lige så vigtigt at få låst af, da det kan hjælpe tyven med at bryde ind i dit hus.

3. Tænd de elektriske julelys

Lad de inden- og udendørs elektriske julelys være tændt, når du forlader dit hjem. Lysene skaber opmærksomhed og gør det svært for tyven at udføre et ugeneret indbrud i mørket.

4. Tænd og sluk-ur

Sæt et tænd og sluk-ur til at styre lyset på din matrikel. Sørg for at lyset er tændt i aftentimerne, så det ligner, at der er nogen hjemme. Det er ikke trygt for indbrudstyven at begå indbrud i et hjem fuld af lys.

5. Nabohjælp

Er dine naboer hjemme i løbet af julen, kan du alliere dig med dem, så de kan holde lidt øje med dit hus. Synlige naboer hjælper også med at holde tyvene væk. Aftal at ringe sammen, hvis du eller dine naboer oplever noget mistænkeligt i området.