Aggressive unge: Råbte betjent op i ansigtet

22/10/2021 09:31

|

Christina Hansen

Foto: Presse-Fotos.dk

Mest læste i dag

Natten til fredag kl. 02.27 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra en bar i Fiskergyde i Aarhus, hvor dørvagterne havde tilbageholdt to mænd, der havde optrådt aggressivt og truende.

Da patruljen ankom til stedet, tog de først kontakt til den ene mand, der, ved synet af en betjent, pustede sig endnu mere op og begyndte at råbe betjenten op i ansigtet. Det resulterede i, at den 18-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Den anden mand, der ligeledes var 18 år, blev bortvist fra stedet og gik frivilligt derfra i retning mod Søndergade.

Da han kom op på Søndergade begyndte han dog at råbe højt og gestikulere voldsomt, hvorfor betjentene tog kontakt til ham og bad ham om at slappe af og forlade stedet.

Dette nægtede manden dog og blev tiltagende aggressiv over for betjentene.

Det endte derfor med, at han også blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.