34-årig dræbt i park: Politi melder nyt ud!

22/12/2021 14:37

|

Christina Hansen

Mest læste i dag

Endnu en mand anholdt i drabssag fra Rådhusparken.

Østjyllands Politi anholdt onsdag formiddag en 24-årig mand fra Aarhus, som sigtes for drabet på den 34-årig mand, der den 9. december blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus.

I forvejen er en 58-årig mand varetægtsfængslet i sagen.

Siden den 34-årige blev fundet død af en forbipasserende tæt på en bænk i parken, har Østjyllands Politi efterforsket sagen intensivt. Det førte allerede samme dag til anholdelsen af den 58-årige mand, der blev sigtet for at have dræbt den 34-årige ved kvælning. 

Den 24-årige bliver fremstillet torsdag kl. 10.00 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. 

”Vi har foretaget en lang række afhøringer og undersøgt en del tekniske spor, og det har ført til, at vi nu har anholdt den 24-årige mand. Vi opretholder desuden sigtelsen på den 58-årige, og vi har fortsat en omfattende efterforskning foran os, før vi har fået klarlagt omstændighederne omkring drabet, ” siger politiinspektør Brian Voss Olsen. 

Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere i sagen.