Den 21-årige er mistænkt og sigtet for i juni sidste år at have affyret det skud der dræbte en tilfældig 31-årig mand.

Tirsdag formiddag blev den 21-årige, endelig fristes man til at sige, anholdt godt et halvt år efter den tragiske begivenhed fandt sted.

Det var i Odense-bydelen Vollsmose, foran Egeparken at to grupperinger i konflikt åbnede ild mod hinanden den 24. juni, og her blev den 31-årige mand, der intet havde med konflikten at gøre, tilfældigvis ramt af et skud, der endte med at dræbe ham.

” Den anholdte er sigtet for at have afgivet det skud, der ramte og dræbte den 31-årige mand, der tilfældigt befandt sig i skudlinjen, da skuddet faldt,” – Lyder det fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

” Jeg forstår godt, hvis noget synes, der er gået rigtig lang tid, inden vi i dag kunne anholde den formodede drabsmand, men det er bare nødvendigt, at grundlaget for anholdelsen er det rigtige,” – Udtaler vicepolitiinspektør, Jesper Pedersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

” Det er baggrunden for, at det har taget så lang tid. Det her er en sag, der med rette har skabt stor utryghed blandt de mange mennesker, der bor og arbejder i Vollsmose,”

Der er blevet foretaget en anholdelse i sagen tidligere. En 25-årig mand der sidder varetægtsfængslet, og er sigtet for at have medvirket til drabet.

Ifølge B.T. blev en anden 31-årig mand fanget i midten af konflikten og ligeledes ramt af skud, men overlevede dog.

Den 21-årige sigtede fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense onsdag.