Politi efterlyser vidner til knivoverfald

11/03/2022 13:07

|

Christina Hansen

Foto: Presse-fotos.dk

Mest læste i dag

Politiet modtog et alarmopkald klokken 00.55 natten til fredag om at en mand var blevet stukket med kniv på Jernbanegade i Roskilde.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor de traf en 31-årig mand fra Næstved, som var blevet stukket flere gange i armen med kniv.

Han blev kort afhørt, inden han blev kørt til sygehuset til behandling for sine læsioner.

Den 31-årige havde forud for overfaldet haft en uoverensstemmelse med nogle personer foran et diskotek på Jernbanegade.

Det udviklede sig senere til tumult ud for døgnkiosken i stationscentret, hvor den 31-årige blev opsøgt af tre mænd.

Han blev slået, sparket og stukket med kniv.

Herefter stak mændene af i retning mod stationsbygningen længere oppe af Jernbanegade.

Politiet undersøgte gerningsstedet, som blev afsøgt med hunde.

På gerningsstedet er opsat flere tryghedsskabende kameraer, som nu bliver gennemgået for at finde frem til de tre mænd, som er mistænkt i sagen og for at fastslå hændelsesforløbet.

Vidner, som har set noget i forbindelse med overfaldet, bedes kontakte politiet på tlf. 114.