Netop nu ruller den 10. sæson af det populære datingprogram 'Landmand søger kærlighed' over skærmen på TV 2.
Gennem årene har det resulteret i efterhånden mange par, som har fundet kærligheden og hinanden i programmet.
Om den 10. sæson også får smedet nogle par sammen, må vi vente med at finde ud af.
I år er der seks landmænd med, som alle drømmer om at finde den helt store kærlighed. Én af dem kunne faktisk have været med allerede i 2020. Der er tale om 29-årige Gustav Alshauge, der ifølge TV 2 driver en gård med islandske heste og dyrker foder på de omkringliggende marker, mens hans primære job er at sælge malkerobotter.
Over for HER&NU fortæller den unge landmand, at det var hans søstre, der dengang tilmeldte ham, men at han fik kolde fødder:
"Mine to søstre tilmeldte mig programmet for tre år siden, og der sagde jeg til dem, at det kunne de roligt gøre, for jeg ville alligevel ikke komme med. Men det gjorde jeg så," fortæller han til HER&NU og fortsætter:
"Så måtte jeg ringe til produktionen og sige, at jeg desværre havde fået kolde fødder. Jeg følte den ikke rigtig alligevel, for der var så meget dengang, der skulle styr på herhjemme."
Nu, tre år senere, har han dog valgt at tilmelde sig selv - og det har vist sig at være et godt valg. I hvert fald var sækken, som tv-værten Lene Beier havde med til ham, propfyldt med breve.
Faktisk modtog han så mange, at han nu er indehaver af rekorden for flest antal breve i 'Landmand søger kærlighed'.