Haveejerne er så småt begyndt at komme ud af deres vinterhi.
Når fuglene pipper, forårssolen skinner og selv ukrudtet er begyndt at vokse op i bedene, så er det fristende at komme ud med sin plæneklipper, så du igen kan få en flot kortklippet græsplæne, der gør børnene glade og naboerne misundelige.
Men du skal være sikker på et par ting før, du kører ud med plæneklipperen, og du skal også indstille den korrekt, for ellers kan du gøre dig selv og græsset en bjørnetjeneste.
Det skriver virksomheden Texas i en pressemeddelelse.
Først skal du nemlig sikre, at din plæneklipper stadig kører efter en lang vinter i skuret, så den klipper græsset optimalt. Tjek motoren, olie, benzinen, filteret og kniven.
Fungerer alt optimalt, er din plæneklipper klar. Så gælder det om at tjekke græsset.
Før du slår græsset første gang, skal det nemlig være i tydelig vækst. Normalt vil det være i starten af april, men det afhænger helt af vejret.
Helt lavpraktisk så skal jordtemperaturen være mellem 7-8°, og græsset være minimum 6 cm, men det er relativt ift. hvor lang, græsplænen har været vinteren igennem.
Det vigtigste er, at du kan se, græsset er begyndt at vokse.
Klip græsset højt
Det lyder måske kontraproduktivt, at du skal klippe græsset højt, men det er nødvendigt, hvis du vil have en flot græsplæne, hvor græsset har kontrollen og ikke mosset.
Du skal altid maksimalt klippe 1/3 af græssets højde, og her i starten af året bør din klippehøjde altid være minimum 4 cm.
Over tid kan du langsomt sænke klippehøjden, så din græsplæne bliver kortere og kortere, men du bør altid maksimalt klippe 1/3 af højden af.
Og har du meget mos, så kan du efter de første klipninger - og græsset er i god vækst - sætte ind med ind mosfjerner eller plænelufter, så du giver din græsplæne endnu bedre betingelser.