Alle mennesker har brug for opmuntring og anerkendelse for at kunne udvikle sig i livet. I barndommen kommer denne opmuntring ofte fra forældre og kan have en langvarig indvirkning i voksenlivet.
Dr. Yasmine Liénard, kognitiv adfærdsterapeut, siger: "Forældres opmuntring viser, at de er opmærksomme på og begejstrede for deres barns præstationer. Det er vigtigt at anerkende et barns fremskridt, da det motiverer barnet til at yde sit bedste."
Dog oplever mange ikke tilstrækkelig anerkendelse, hvilket kan føre til traumer som voksne. Det er vigtigt at understrege, at mangel på konstant opmuntring ikke nødvendigvis er et tegn på mishandling. Forældre kan ikke altid rose deres børn, da det er en umulighed i praksis. "Forældre har deres egne bekymringer, og et barn kan ikke altid præstere optimalt," forklarer Dr. Liénard.
Hun beskriver en skala fra 0 til 100%, hvor et overskud af anerkendelse ligger ved 100%, hvilket kan føre til overdreven ros. I den modsatte ende, ved 0%, er der en følelsesmæssig mangel, hvor forældrene er ligeglade eller fraværende. Denne mangel på opmærksomhed kan resultere i nedvurdering og forsømmelse. Hvis forældre svigter deres børn, kan det ofte skyldes, at de selv ikke modtog tilstrækkelig opmuntring i deres barndom og dermed gentager disse mønstre med deres egne børn.
Adfærden kan også stamme fra forældre, der lider af psykiske problemer som depression eller stress, hvilket kan forhindre dem i at værdsætte deres børns præstationer. Manglen på opmuntring i barndommen kan manifestere sig som:
En intens søgen efter opmærksomhed:
Disse børn stræber efter at være 'specielle' og kan blive perfektionister, da de oplever, at det at være almindelig betyder at være usynlig.
Udvikling af depressive symptomer:
Barnet kan føle sig uinteressant, miste interessen for skolen, have koncentrationsbesvær og udvikle symptomer, der ligner ADHD.
Som voksne kan disse konsekvenser fortsætte, især hvis man ikke forstår årsagen til sit ubehag. En voksen, der ikke fik tilstrækkelig ros som barn, kan udvikle:
Benægtelse:
Personen skaber et forsvar for at undgå at konfrontere svære følelser. "De kompenserer ved at være overaktive eller stræbe efter succes for at undgå at se deres følelser i øjnene," fortæller Dr. Liénard.
Følelsesmæssige vanskeligheder, især i kærlighedslivet:
Dette kan føre til angst eller følelsesmæssig afhængighed.
I de mest alvorlige tilfælde:
Afhængighedsproblemer (især seksuelle), selvmordstanker, psykiske lidelser eller kroniske smerter. "Mange smertefulde tilstande afspejler traumer, der ikke udtrykkes mentalt, men som kroppen reagerer på," forklarer hun.
"Der findes ikke perfekte forældre. Men for at være en god forælder er det vigtigt at finde en balance mellem 0 og 100% på denne skala," tilføjer eksperten.
For voksne med indre sår anbefales det at arbejde med følelsesregulering og selvværd. Dette kan gøres gennem metoder som meditation, kropslige tilgange eller kognitive adfærdsterapier.
