Én ting mangler at falde på plads, før genbrugsbutikken er klar.
En ny genbrugsbutik åbner snart i Tilst, når Blå Kors Danmark slår dørene op til en lys og indbydende butik med fokus på både genbrug og en fantastisk shoppingoplevelse.
Butikken, som vil fylde omkring 350 kvadratmeter, kommer til at ligge i et område med flere andre genbrugsbutikker og stor kundetrafik.
Men før den kan åbne, er der én vigtig ting, der mangler: flere frivillige.
“Vi er godt i gang, og butikken bliver rigtig flot, men vi har brug for flere hænder for at få det hele på plads. Samtidig er det en chance for at blive en del af et fællesskab og gøre en konkret forskel,” fortæller Kirsten Marie Kragh, der er funktions- og områdeleder for den nye butik i Tilst.
Inspiration til mere genbrug
Den nye butik i Analystparken 21C i Tilst vil primært tilbyde tøj og boligartikler, men kunderne vil også kunne finde sko, tasker, smykker, bøger og andre spændende genbrugsfund.
Der er lagt stor vægt på farver og indretning for at skabe en inspirerende og indbydende atmosfære.
“Vi ønsker at vise, at genbrug både kan være stilfuldt og inspirerende. Når man træder ind i butikken, skal man have lyst til at gå på opdagelse og måske finde noget, man ikke vidste, man manglede,” siger Kirsten Marie Kragh.
Butikken er placeret i et område med høj aktivitet og mange besøgende, blandt andet tæt på andre genbrugsbutikker og et stort parcelhuskvarter.
Ifølge Blå Kors er placeringen i Tilst ideel.
“Aarhus er en stor by, og der er plads til flere genbrugsbutikker. Det giver god mening at være et sted, hvor folk allerede kommer for at handle. Det skaber liv og giver os mulighed for at nå ud til endnu flere,” forklarer Kirsten Marie Kragh.
Efterlyser flere frivillige
Blå Kors Genbrug drives af frivillige, og i Tilst er der brug for hjælp til blandt andet sortering af varer og kundebetjening ved kassen.
Der er mulighed for både faste vagter og mere fleksible timer, alt efter hvad der passer den enkelte, fortæller Kirsten Marie Kragh:
“Man behøver ikke at binde sig til faste vagter. Mange vil gerne hjælpe, når det passer ind i deres hverdag, og det skal der være plads til. Hos os er der brug for alle – uanset hvor meget tid man kan give.”
Erfaringerne fra andre genbrugsbutikker viser, at fleksibiliteten er med til at sikre, at de frivillige forbliver engagerede og engagerer sig længere.
Overskuddet fra butikken går til Blå Kors Danmarks sociale arbejde med udsatte børn, unge og voksne i Danmark.
De, der er interesserede i at blive frivillige, kan kontakte Kirsten Marie Kragh på telefon 92 43 38 07 eller kigge forbi butikken i tiden frem mod åbningen, hvor der allerede arbejdes i lokalerne.