Opdagelsen af underjordisk brint kan skabe ny ‘guldfeber’ i verden

I begyndelsen af sidste år var professor Jacques Pironon på jagt efter metan i Lorraine-bassinet i det nordøstlige Frankrig, da hans hold gjorde en uventet opdagelse. I omkring 3.000 meters dybde fandt de et stort brintdepot.

“Det er, hvad vi kalder held,” sagde Pironon, forskningsdirektør ved det franske Centre National de la Recherche Scientifique (CNRS) ved universitetet i Lorraine, ifølge BBC.

For ikke så længe siden ville en sådan opdagelse kun have vakt akademisk interesse. I dag forholder det sig dog anderledes, lyder det også fra mediet.

Det skyldes, at mange mener, at brint vil blive et vigtigt brændstof i de kommende år. Det antages, at det kan være nøglen til at bringe verdensøkonomien til nul CO2-udledning, da brint ikke producerer CO2, når det bruges som brændstof eller i industrielle processer.

Problemet er, at de metoder, hvorpå brint i dag produceres, ikke er miljøvenlige. Ifølge Carbon Trust er mindre end 1 procent af den nuværende globale brintproduktion emissionsfri.

Der findes grå brint, der er produceret ved at opdele metan i kuldioxid og brint (H2). Blå brint produceres på samme måde, men den producerede CO2 opsamles og lagres. Sort brint produceres ved delvis forbrænding af kul.

Grøn brint, der er den ene procent af emissionsfri brint, skabes gennem elektrolyse af vand til ilt og brint. Men grøn brint er relativt dyr og sjælden, så enhver anden form for emissionsfri forsyning af gassen ville være velkommen.

Kendt som naturlig brint, gylden brint eller hvid brint, kan naturlige brintdepoter være en vigtig kilde. De produceres på forskellige måder, men processen involverer interaktionen mellem underjordisk vand og jernholdige mineraler som olivin. Dette får vandet til at blive opdelt i ilt, som binder sig til jernet, og brint.

Den franske opdagelse er ikke første gang, naturlig brint er blevet fundet – der findes allerede en lille brønd i Bourakébougou i det vestlige Mali. Det menes, at der også findes store depoter i USA, Australien, Rusland og flere europæiske lande.

Det antages dog, at fundet i Frankrig repræsenterer det største naturlige brintdepot nogensinde fundet. Professor Pironon anslår, at der kan være 250 millioner ton brint, hvilket er nok til at dække den nuværende globale efterspørgsel i over to år.

Der bør være mange andre brintdepoter, der endnu skal opdages over hele verden – US Geological Survey (USGS) anslår, at der er tusinder eller måske endda milliarder af megaton. Ikke alt dette vil være let at udnytte, advarer USGS-forsker Geoffrey Ellis, som har modelleret mængden af geologisk brint.

“Dette er den globale model, og størstedelen vil være utilgængelig – for dybt eller for langt fra kysten eller i ophobninger, der er for små til, at deres udnyttelse nogensinde bliver økonomisk rentabel,” siger han.

Men USGS anslår, at der sandsynligvis er omkring 100.000 megaton tilgængelig brint, hvilket kan repræsentere hundreder af års forsyning. De teknikker, der kræves for at udvinde det, bør ifølge Ellis ‘være de samme som for naturgas’, da teknologien allerede findes.

Selvom Bourakébougou-brønden i Mali i øjeblikket er den eneste facilitet, der kommercielt producerer hvid brint – den samler kun omkring fem ton om året – er der bevægelser i gang for at udforske reserverne bredere.

Sidste år investerede Bill Gates’ investeringsselskab Breakthrough Energy Ventures hele 91 millioner dollars i det amerikanske start-up Koloma, der vil udnytte hvide brintreserver i USA. Selskabet Getech leder allerede efter potentielle depoter i Marokko, Mozambique, Sydafrika og Togo.

Et vigtigt område er det sydlige Australien, som i 2021 tilføjede brint til listen over regulerede stoffer, der er tilladt for efterforskning under Petroleum and Geothermal Energy Act 2000, hvilket baner vejen for udforskning.

“Siden februar 2021 har seks forskellige virksomheder ansøgt om og fået 18 licenser til efterforskning af gylden brint,” siger Suren Thurairajah, partner i klima og bæredygtighed hos Deloitte Australien.

“Det licenserede område er på 570.000 kvadratkilometer, hvilket repræsenterer 32 procent af det sydlige Australien.”

I slutningen af sidste år annoncerede et firma kaldet Gold Hydrogen opdagelsen af et stort naturligt brintfelt i regionen, som de forventer at sætte i produktion i år eller næste år. Indtil videre er de store investorer i energisektoren dog tilbageholdende.

“Jeg tror, de store olieselskaber er meget interesserede, men i øjeblikket holder de sig i baggrunden og indtager en vent-og-se-holdning. De lader andre tage risikoen – i det mindste på nuværende tidspunkt er det et projekt med høj risiko,” siger Ellis.

“Så snart vi får flere produktionsdata fra nogle af disse brønde, vil vi helt sikkert se de store olie- og gasselskaber bevæge sig i denne retning.”

Et problem er, at der i øjeblikket mangler et marked for brint i USA, hvilket reducerer incitamentet til udforskning. Ifølge industrigruppen Hydrogen Council er Europa globalt førende inden for brintprojekter, der repræsenterer 35 procent af de globale investeringer, mens Latina- og Nordamerika hver især tegner sig for omkring 15 procent af investeringerne.

“Derfor er der et slags problem med hønen og ægget: markederne udvikler sig ikke rigtig, før de ser udbuddet, og udbuddet udvikler sig ikke rigtig, før der er et marked,” siger Ellis.

“Jeg tror, det handler om, hvor meget indsats vi lægger i det. Hvis vi virkelig beslutter, at dette er noget, vi har brug for at løse hurtigt, tror jeg, det kan ske.”